Luksus eller
        sund fornuft?

        Hvorfor?

        Hvordan?

        Hvornår?

        Hvad siger
        patienterne?

        Gunhild
        Langballe
 

 

 

 

Patienterne siger ...

 

Jeg mødte Tandplejerklinikken ved Gunhild Langballe i februar 2000, som en sidste chance inden en omfattende og bekostelig (mindst 44000,-kroner) paradentose-operation. Ifølge min tandlæge var der ingen vej tilbage med samtlige tænder løse på grund af fremskreden paradentose.

Gunhild Langballe gav mig fra første behandling en tro på at være i gode professionelle hænder. Med en rolig og kommunikerende facon forklarede hun hvordan forholdene var i munden og hvad der skulle gores for at opnå den bedst mulige tand- og tandkødshygiejne og dermed den bedste opheling af det betændte væv.

I løbet af kort tid mærkede jeg en betydelig lindring af mine årelange tandsmerter i form af svie og en brændende fornemmelse fra betændelse, isninger fra koldt, varmt, surt og sødt, samt rene tandsmerter fra tandrødderne.

Det var en fantastisk befrielse, som motiverede mig til at følge Gunhilds anvisninger på hensigtmæssig tandbørstning og tandkødspleje hver eneste dag. Jeg blev simpelthen nødt til at tage ansvar for mine tænders tilstand ved en daglig indsats, når jeg ønskede at bevare mine tænder.

Efter cirka tre uger mærkede jeg, at tænderne sad bedre fast; de ”svoppede” ikke rundt på samme måde længere. Efter tre måneder kunne jeg tygge normalt igen uden nævneværdige smerter og med en fornemmelse af at tænderne sad rigtig fast igen. Det tog omtrent to år yderligere at opnå en permanent og stabil sundhedstilstand i munden.

Her elleve år efter mit første møde med Tandplejerklinikken er jeg dybt taknemmelig for at Gunhild hjalp mig til at bevare mine egne tænder, endda uden evindelige tandsmerter og til en langt lavere pris end den almindelige tandlægemetode med operation.

Jeg har både danske og udenlandske tandlægers ord for at Tandplejerklinikkens indsigt og behandlingsmetoder er ”outstanding”, også internationalt. Derfor er det naturligt for mig at konsultere Tandplejerklinikken forebyggende fire gange årligt så eventuelle ubalancer i munden tages i opløbet. Med rene tænder og et sundt tandkød er tandlægebesøg kun sjældent nødvendig.

Jeg giver derfor Tandplejerklinikken ved Gunhild Langballe mine varmeste anbefalinger.

15.05.11 Stig Wøldike Sletved



Da jeg var blevet godt 50 år, forøgede jeg antallet af mine tandlægebesøg fra 2 til 4 om året. Min tandlæge fortalte mig nemlig, at jeg havde blødende tandkød og behov for jævnlig tandrensning. Dette skete på trods af, at jeg siden min barndom havde været særdeles omhyggelig med at børste tænder både morgen og aften, og endda en ekstra gang, når jeg havde spist slik. Så jeg troede, at alt var i den skønneste orden. Det var det bare ikke.

Da jeg var blevet godt 55 år, begyndte min tandlæge at forberede mig på, at jeg sikkert i den nærmeste fremtid skulle have fjernet de fleste af mine tænder og erstattet med kunstige. Han mente ikke, at de kunne holde ret længe, før de faldt ud, og han fortalte mig, at jeg generelt ikke havde særlig gode tænder.

Jeg var ikke langt fra at gå i panik. Jeg havde nemlig forstået, at hvis jeg fulgte alle tandlægeråd, ja så ville jeg bevare mine tænder hele livet. Jeg overvejede kraftigt at få en anden tandlæge til at vurdere mine tænder og komme med sin vurdering.

Imidlertid opdagede jeg via en annonce i Århus Onsdag, at der var en tandplejer, der havde startet selvstændig virksomhed op i Århus og som måske netop var den, jeg søgte. På den måde kom jeg i sommeren 1993 i kontakt med Gunhild Langballe, som startede med at lave en særdeles grundig undersøgelse at min tandstatus. Hun konkluderede efter et par tandrensninger/dybderensninger, at hun sikkert kunne hjælpe mig, og hun fortalte, hvad mit problem var, og hvordan man kunne løse det. Vi blev enige om, at jeg skulle have tandrensningdybderensning meget oftere, og mit forslag, om at jeg kom til hende hver 6 uge for at få en tandrensning, blev accepteret.

Det var begyndelsen til 18 års jævnlige besøg på Gunhilds klinik. De 8-9 besøg om året har vi bibeholdt, og det har haft effekt. Jeg har i dag alle mine tænder i behold, og der er ingen risiko for, at jeg mister dem.

Hos Gunhild har jeg fået nøje instrukser både hvordan jeg skal renholde mine tænder, men også hvordan jeg skal spise for at få de nødvendige næringsstoffer så min tandstatus er optimal. Blandt andet skal jeg sørge for at få kalcium for at vedligeholde tænderne, men også visse vitaminer og mineraler for at optage kalken. Jeg lærte ligeledes, at tilskud af C vitamin er et meget vigtigt element for at undgå tandkødsblødninger, fordi vitaminet styrker immunforsvaret.

Men for at gøre en lang historie kort: Takket være Gunhilds indsats som tandplejer har jeg alle mine tænder i behold, og det bedste er, at jeg har udsigt til at det fortsætter, hvis jeg fortsat følger hendes forskrifter. Derfor kan jeg kun anbefale tandplejer Gunhild Langballe, både fordi hun har “reddet” mine tænder, men også fordi hun har gjort enhver konsultation til en oplevelse.

16.07.11 Mogens Bohn



Efter 20 år med konstant betændelse omkring en porcelænskrone er jeg overrasket over, hvordan blot to årlige dybderensninger hos Gunhild har løst problemet.

26.09.09 Maj-Britt Kordt



Teatergården           Vestergade 48F           8000 Århus C           tlf. 8676 1944           gupemami@post10.tele.dk